Change your mindset

Blogging om personlig udvikling

Forfatter: Change2014 (side 2 af 5)

Den bedste fødsel

Jeg bliver simpelthen nødt til at anbefale alle gravide kvinder at tilmelde sig fødselsforberedelse hos jordemoder Gitte Thetmark fra www.denbedstefødsel.dk.

Jeg har skrevet om det før, men det ligger mig virkelig på sinde, at blive ved med at slå et slag for, at gravide får de bedste muligheder for at forberede sig godt til en af de største begivenheder i deres liv… nemlig at få deres vidunder til verden.

Det betyder så meget for den gode tilknytning at få en god oplevelse med sin fødsel. Jeg ved det, for jeg har prøvet at føde – både hvor jeg ikke var forberedt og hvor jeg var … og sikke en forskel. Du kan læse, hvad jeg skrev lige efter min fødsel her. Teknikkerne som Gitte underviser i er udviklet af to franske fødselslæger, som helt tilbage i 1965 beskrev deres metode i bogen “Fødsel uden smerte”. Metoden kaldes også Lamaze metoden. Ved Gittes fødselsforberedelse lærer man en helt særlig vejrtrækning, presseteknik, afspænding af kroppen, hormonlære, visualisering som mentaltræning og meget mere. Den særlige vejrtrækning (Laboro vejrtrækning) samt afspænding og visualisering var virkelige uundværlige redskaber i min fødsel. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skulle være kommet igennem uden og jeg forstår slet ikke, at så mange kvinder faktisk føder uden kendskab til de teknikker, som jeg brugte. Udover teknikkerne, så fik jeg også en tro på, at jeg faktisk kunne føde naturligt, en selvsikkerhed og en følelse af at have kontrol (hvilket jeg har det ret godt med) Jeg følte mig også så forberedt, at jeg på intet tidspunkt var bange under fødslen heller ikke selvom der på et tidspunkt måtte tilkaldes en læge, fordi min pressefase blev lidt lang. Jeg følte jeg havde kontrol og jeg følte at det var MIN fødsel.

For nyligt sad jeg i et selskab kun med kvinder og samtalen faldt på fødsler. En kvinde sagde til mig “Ja os der har født, ved godt, at man i en fødsel, oplever de vildeste smerter, som slet ikke kan beskrives og som er så pinefulde, at det nærmest er det eneste man husker, når man tænker tilbage” Jeg er på INGEN MÅDE ENIG. Men jeg har efterhånden oplevet det tit, at andre kvinder “forsøger” at få mig med i “klubben” om, at det er så forfærdeligt at føde! Sådan har jeg det ikke – slet ikke. Jeg kan godt huske lidt smerte fra min fødsel, hvis jeg virkelig koncentrerer mig om detaljerne, men det er på ingen måde det, der har fyldt efterfølgende. Jeg husker, at det var et super hårdt og fokuseret arbejde. Det er hårdt at være så intens koncentreret så længe, men jeg husker det ikke som smertefuldt. Jeg havde min vejrtrækning og min afspænding, som virkelig hjalp mig under hele forløbet. Jeg havde på intet tidspunkt brug for smertelindring udover nogle varme klude, og jeg har efterfølgende ikke haft brug for at være med i “klubben” om, at det bare gør SÅ ondt at føde. Jeg ønsker for alle gravide, at de skal have kendskab til Lamaze metoden, så de får en mulighed for at forberede sig på deres fødsel og forhåbentlig får en fantastisk oplevelse, så vi i stedet kan lave en “klub”, for fødsler (næsten) uden smerte.

Jeg har flere gange været med Gitte ude at fortælle om min egen oplevelse af at føde med de teknikker, som hun underviser i, til hendes gratis foredrag, som hun holder ca. en gang om måneden skiftevis i Skanderborg, Horsens og Silkeborg. Der er ingen tvivl om, at det har været en anelse grænseoverskridende og sårbart at skulle dele mine fødsler offentligt, men det har bestemt også været med til at heale min første traumatiske fødsel og gjort mig ekstra stolt over, at jeg faktisk har formået at gennemføre en naturlig fødsel på trods af, at min krop var fyldt op med dårlige erindringer og erfaringer omkring det at føde. Jeg synes, kvinder er for seje, og jeg synes virkelig, det er en vild bedrift at føde et barn!

Læs mere om Gittes fødselsforberedelse på hendes hjemmeside www.denbedstefoedsel.dk

 

foredrag-3

Smukfest og Anonyme Alkoholikere

Min sommerferie er ved at være ved  vejs ende. I morgen mandag starter jeg på nyt arbejde. Jeg er spændt på alt det nye og glæder mig til forhåbentligt at lære en masse nyt. Sommerfugle i maven er der også, og så en lille smule vemod over at 4 fantastiske ferieuger, med masser af tid med min familie, nu pludselig er forbi og at hverdagen igen griber fat i os…

Men inden der går hverdag i den igen, bød dagen i fredags på Smukfest – en begivenhed, som jeg hvert år virkelig glæder mig til, og som jeg har deltaget i siden jeg var ret lille. I år glædede jeg mig ekstra meget, for de sidste 4 år, har jeg været forhindret i at kunne deltage sådan rigtigt! Jeg har brugt et par år på at blive gravid, så har jeg været gravid og så har jeg haft et lille spædbarn… men i år, kunne jeg atter drage mod bøgeskoven!

13906967_10154379721583498_8369340692174395386_n

Som altid havde vi en fest (på billedet er jeg sammen med min skønne gymnasieveninde Henriette) – Smukfest skuffer aldrig, og det var virkelig sjovt og hyggeligt. Vejret var godt og der blev indtaget ret mange drinks. Midt i festen blev vi “forstyrret” af en bod fra Anonyme Alkoholikere. Min første tanke var, at det da virkelig var et underligt sted for AA at stå og lidt en “festkiller” (for nogen), men vi var alligevel nysgerrige og faldt i snak med tre skønne mennesker – alle ædru alkoholikere. Jeg blev virkelig rørt af deres historier – søde, nærværende, ærlige, passionerede og intelligente mennesker, der hver især havde været helt nede at vende fordi alkoholen styrede deres liv, og som nu hver især stod ved deres sygdom og deres sårbarhed omkring deres misbrug. Målet med boden på Smukfest var primært, at de ønskede at sende et budskab om, at de fandtes (altså AA), at de mennesker, som var en del af AA var helt almindelige mennesker og at AA på ingen måde er nogen sekt, men et fællesskab, hvor man hjælper hinanden ud af den sygdom, som virkelig har/har haft taget på dem.

Jeg er selv vokset op med mennesker i min nære familie, som har været lidt for glade for alkohol. Det har givet mig mange ubehagelige oplevelser, som jeg som barn synes, man skal være foruden. Jeg har altid haft virkelig svært ved at forstå, at afhængigheden af alkohol kan vinde over ens nære relationer, og det der betyder allermest for en. Jeg ved godt, at det er en udfordring at stoppe med noget, man er virkelig afhængig af, men når der er noget så betydningsfuldt på spil, som ens børn for eksempel, så forstår jeg stadig ikke, at det er alkoholen der vinder. Det havde jeg en rigtig god snak med to af de ædru alkoholikere om.

Det gjorde virkelig stort indtryk på mig at møde disse mennesker, og det er noget af det, jeg virkelig elsker ved Smukfest. Man er indhyllet i en stor kærlighedsboble, hvor alle møder hinanden med nærvær, åbenhed og masser af kærlighed. Uanset alder, uanset køn, uanset status og uanset om man er ædru alkoholiker eller ej, så er der en rummelighed og en åbenhed, som er helt fantastisk. Jeg ville ønske, at vi alle kunne tage bare en lille smule Smukfest ånd med os videre ud i hverdagen. Det ville virkeligt være SMUKT og gøre verden til et endnu bedre sted! Smukfest vi ses igen i 2017 🙂

Lucas 13 ½ måned – en milepæl, som stikker i hjertet

Her i sommerferien er Lucas blevet 13 ½ måned. Det er jo i og for sig helt fantastisk – han er den gladeste lille dreng, fyldt med gå på mod, masser af spilopper og tusindvis af charmerende smil. Vi er så taknemmelige for ham. Men en alder på 13 ½ måned er i vores familie også et tal, som gør ondt og som er fyldt med massevis af bekymringer. Jeg har været virkelig bange og utryg, og har forsøgt at fortrænge hans alder lidt. Det er totalt irrationelt – jeg ved det, men angsten og frygten har alligevel været på spil. Jeg husker det også fra Marcus – alderen 13½ måned er noget, vi liiiige skal på den anden side af.

Min lille niece Sofie døde da hun var 13½ måned – pludseligt. Hun var ikke syg, hun var ikke ude for en ulykke – hun holdt bare op med at trække vejret mens hun sov… Tanken om, at Lucas for lidt siden var ligeså gammel, som Sofie var da hun døde, gør rigtig ondt. Det er selvfølgelig frygten for at miste der spiller ind, for som alle andre forældre, kan jeg ikke forestille mig noget værre end at skulle miste et barn. Og pludselig bliver det jo endnu mere virkeligt og konkret for mig, hvad min søster og svoger har mistet.

Selvom smerten er ubærlig og selvom tankerne og bekymringerne fylder lidt ekstra omkring denne alder, så er det også med til at opbygge endnu større taknemmelighed for livet og med til at huske mig på, hvad der er vigtigt at sætte pris på i den korte tid vi er her.

Lucas

Lige præcis i dag er Lucas 14 måneder. Vi er på den anden side… Han er en kæmpe gave og jeg er så taknemmelig over, at han er en del af vores liv.

Overpræsterer du også?

Kender du begrebet at overpræstere?

Det var ikke et begreb jeg havde tænkt på,  før en super dygtig coach (Zofiia Aleena Rose) fortalte mig, at det nok var det jeg gjorde, og at det meget muligt kunne være årsagen til, at jeg alt for hurtigt bliver drænet for energi i mange sammenhænge.

Når du altid er på mærkerne, altid har antennerne ude, når din sensitivitet er på overarbejde, når du altid er forberedt på det værste, altid stræber mod det perfekte (som vi alle jo godt ved ikke findes!), når alting skal gøres virkelig ordentligt og når du altid vil gøre alle tilfredse… så er du ikke i integritet. – Og når du ikke er i integritet, så bliver du ofte stresset, modløs, trist og i værste fald deprimeret. Det kender jeg alt til, for jeg har om nogen brugt mange timer af mit liv, på at overpræstere. Jeg har altid gjort liiiige lidt ekstra, for at være sikker på at få anerkendelse, ros, føle mig værdig, føle mig dygtig, klog, værd at elske osv.

Da min ældste søn fyldte 3 år, var jeg sygemeldt med stress. Alligevel inviterede jeg hele familien til den perfekte fødselsdag, hvor alt var hjemmelavet fra bunden … selvfølgelig. Jeg husker, hvordan jeg aftenen før, sad grædende på gulvet i mit køkken, fordi at sovsen i min gryderet skilte og fordi at kagen ikke blev som jeg havde drømt om og fordi at alle mine projekter var så uoverskuelige oveni mit i forvejen stressede hoved, der lukkede mere og mere ned, jo mere jeg tvang det til at arbejde. Min søde mand prøvede at støtte mig i, at sovsen var fin nok og at vi bare spiste den som den var. Men det kunne jeg bare ikke – jeg kunne ikke servere noget, der ikke var ordentligt, så til sidst, måtte han på tanken og hente ny fløde til mig og jeg måtte starte forfra… Den fødselsdag tog det sidste af min sparsomme energi fra mig…

Mine overpræstationer er ofte gået ud over min lille familie, fordi de er blevet nedprioriteret til fordel for det, der nu lige var vigtigt for mig at være helt perfekt omkring f.eks. et kageprojekt, et oplæg der skulle skrives, oprydning/rengøring, gøre et godt indtryk i sociale relationer osv. Det har været SÅ vigtigt for mig, at vise verden at jeg har styr på tingene, at jeg har kontrol, at jeg er dygtig og at jeg er ansvarlig, så jeg faktisk er blevet syg af det.

Jeg kan godt se det nu… hvor vanvittigt det var og hvor vanvittigt det har været flere gange i mit liv. Jeg kan også godt se, hvordan det på ingen måde har støttet mig i at være autentisk overfor mig selv og de mennesker der har været allervigtigst for mig. Mine overpræstationer har for det meste gjort mig stresset, ked af det og utilfreds. Overpræstationerne har drænet alt energi ud, fordi der slet ikke har været balance. Men jeg kunne ikke se, at jeg var på afveje, før jeg blev gjort opmærksom på det af Zofiia. Og det er det vi skal bruge en coach til – at blive bevidst om vores mønstre, negative overbevisninger og uhensigtsmæssige adfærd.

Når jeg bliver bevidst, kan jeg tage mig selv i det uhensigtsmæssige og derfra har jeg et valg.

Jeg prøvede det for halvanden uge siden. Vi holdt 1 års fødselsdag for min yngste søn, hvor vi var 15 mennesker til spisning. Jeg stressede egentlig ikke så meget over forberedelserne og madlavningen – heller ikke selvom jeg selvfølgelig ikke var færdig da gæsterne kom. Men jeg begyndte at stresse, da jeg pludselig begyndte at føle ansvar for, om alle nu havde det godt, om alle hyggede sig, om alle fik noget at drikke, om alle blev vist ordentligt rundt i vores nye hus, om alle synes, at det tog for lang tid at få maden på bordet og … bla bla bla. For et par år siden, ville jeg have overpræsteret big time – jeg ville have smalltalket med alle, mens jeg hentede drikkevarer, viste rundt i huset og skyndet mig at få alt maden på bordet, mens jeg ville bruge SÅ sindsygt meget energi på at få alle til at føle sig godt tilpas… og mit hoved ville være ved at eksplodere, fordi det på ingen måde ville kunne følge med. Bagefter ville jeg være fuldstændig energiforladt og have en følelse af tomhed og ligegyldighed. Men det skete ikke denne gang, for jeg formåede faktisk at stoppe mig selv, da jeg i starten af fødselsdagen fik følelsen af, at jeg skulle tage ansvar for at alle havde det godt. Hvordan? Først og fremmest med min bevidsthed om min uhensigtsmæssige adfærd, dernæst ved at tage et valg om, at passe på mig selv og derfor ikke at skulle være alle steder på en gang. Jeg fik ikke snakket så meget med alle, og jeg var måske ikke verdens mest opmærksomme værtinde den dag, men det var fint nok og det var en rigtig dejlig dag.  Jeg var træt efterfølgende, men jeg var ikke drænet for energi. For jeg formåede at holde nogenlunde fast i mig selv og undgå at overpræstere for vildt…

 

1 år med vores skønne Lucas

I dag bliver min lille basse 1 år! Og sikke et fantastisk år det har været sammen med ham. Jeg sørger stadig lidt over, at min elskede barsel med ham er slut og at den tid altså ikke lige kommer igen. Men når jeg ser på ham, så bliver sorgen erstattet af en kæmpe kærlighed, for hold op, hvor har han bare ændret så meget i mit liv og min rolle som mor. Hans glade milde sind, hans store rummelighed, hans robusthed, hans gåpåmod og fandenivoldskhed rammer mig lige i hjertet. Jeg er stor fan og han inspirerer mig dybt til at møde livet og giver mig en følelse af, at alt er lige som det skal være.

2016-06-06 16.59.36

Det sidste år har bestemt ikke været uden udfordringer i vores lille familie, men hver gang vi er stødt på modstand, så har især Lucas´ smil og mildhed fået os til at ændre perspektiv og vi har i fællesskab løftet energien og vendt alt det dumme ryggen.  Hans robusthed har gjort hele familien mere harmonisk. Jeg ved, det er et stort ansvar at ligge på en 1-årigs skulder, men faktisk er jeg ikke i tvivl om, at han kan bære det, og at det bliver en af hans store missioner her i livet – at sprede glæde, skabe overskud og løfte energier.

Jeg er i min tid med ham også blevet bekræftet i, at en god start har KÆMPE indflydelse på, den tilknytning der er mellem mor og barn efter en fødsel. Jeg har mærket på egen krop, hvordan en mor med overskud er en langt bedre og mere kærlig mor end en mor, der efter sin fødsel er så udmattet, træt og trist, at hun ikke har noget som helst at give af.  I min graviditet gik jeg til fødselsforberedelse hos jordemoder Gitte Thetmark fra www.denbedstefødsel.dk, fordi jeg virkelig var angst for igen at skulle føde. Min første fødsel endte i akut kejsersnit og var følelsesmæssigt en rigtig hård oplevelse, som gjorde den første tid med min ældste søn rigtig svær. Men med nogle rigtig gode redskaber og teknikker, som jeg lærte i Gittes undervisning, blev min anden fødsel en fantastisk oplevelse, som jeg stadig lever højt på – virkelig højt. Jeg mindes i dag, time for time, hvordan jeg oplevede den dag Lucas´ kom til verden og det fylder mig med glæde, varme og en stor bunke stolthed over, at jeg fik bugt med min fødselsangst og fik en fantastisk oplevelse. Det er i min verden en kæmpe solstrålehistorie, og jeg ønsker virkelig dybt i mit hjerte, at alle gravide kvinder må få den fødselsforberedelse og lære de teknikker, som Gitte underviser i, så de kan få den allerbedste start med deres lille baby.

Min lille baby er ikke så lille mere… I dag har vi fejret ham både i vuggestuen og på stranden, hvor vi sluttede dagen af med pizza og is … og selvfølgelig en masse sand og vand!

Download_fra_DayCare

Tillykke dejlige Lucas – jeg glæder mig til mange flere stjernestunder sammen med dig i fremtiden 🙂

2016-06-06 17.26.14-2

 

Hold da op – sikke en rejse!

Siden efteråret har jeg været på den vildeste rejse!

Jeg startede nemlig  i oktober 2015 på en uddannelse i skyggearbejde hos Pernille Melsted, og er nu certificeret Shadow Facilitator.

180814_finalstempel_pernillemelsted_outlined-kopi

Det er mere end 10 år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med skyggearbejde. Skyggearbejde har lige siden fascineret mig og været et af de mest powerfulde redskaber, jeg er stødt på i forhold til at arbejde med personlig udvikling. Skyggearbejde rykker, det giver mening og det udvikler. Jeg er vild med det!

For halvandet år siden, var jeg med på Pernilles Shadow Process Workshop, som jeg har beskrevet tidligere, og efter den weekend var jeg ikke i tvivl om, at jeg skulle dybere i skyggearbejdet, for på sigt, at kunne bruge det i min egen praksis som coach.

I det sidste halve år, har jeg så været helt nede og rode rundt i alt det tunge, mørke, ækle og dystre i mig. Jeg har kigget på alt det, som jeg har fortrængt, holdt hemmeligt, fornægtet, skammet mig over, undertrykt og ikke har villet vedkende mig. Det har været en hård tid, for der er virkelig dukket noget gammelt skidt op til overfladen, gamle sår er blevet revet op, uhensigtsmæssige mønstre er blevet bevidstgjort og jeg har fået de vildeste indsigter, som har gjort en kæmpe forskel i min forståelse af, hvorfor jeg er som jeg, og en bevidsthed om, hvad der egentlig gemmer sig i min historie.

Debbie Ford sagde: “The only way out is through”, og jeg skal da lige love for, at jeg det sidste halve år, har været igennem en dyb og indsigtsfuld proces, som her på den anden side, har givet mig mod og styrke til at slippe taget i nogle af mine gamle mønstre og givet mig frihed til at være meget mere mig. Under uddannelsen har jeg arbejdet hårdt på at komme til at hvile meget mere i mig selv og acceptere alle mine egenskaber. -Og det er det skyggearbejde kan – hjælpe os med at blive mere HELE mennesker og acceptere, at vi ikke kun er gode, perfekte og kærlige mennesker, men at vi også rummer modsætningerne. Modsætninger, som også har en værdi og som der sagtens kan være en gave i, selvom det kan virke som en meget negativ egenskab.  F.eks. er der mange der opfatter egoisme som noget enormt negativt, men hvad er det positive i at kunne være egoistisk i forskellige situationer? For mig er gaven i at være egoistisk, at jeg får mærket mig selv og dermed kan passe på mig selv, og det er vel slet ikke så negativt. I min familie, er jeg altid blevet kaldt “den egoistiske” – det er blevet gjort forkert at være egoistisk og jeg har siden min barndom, gjort umådeligt meget, for at kompensere for det og bevise, at jeg i hvert fald IKKE er egoistisk. I stedet er jeg i mange situationer blevet det modsatte – selvopofrende og det har resulteret i, at jeg i mange år, har været rigtig dårlig til at passe på mig selv og mærke, hvad JEG faktisk har haft lyst til – og det bliver man bestemt ikke lykkelig af, skulle jeg hilse at sige.

Et andet eksempel fra mit eget skyggearbejde: Jeg er opvokset i en familie, hvor det har været en ekstrem vigtig værdi, at være noget for andre. Andre har til enhver tid været vigtigere end mig selv. Når man altid bliver rost for, at gøre noget for andre, være omsorgsfuld og næstekærlig, så får egenskaber som egoistisk og selviscenesættende ret hurtigt en plads i skyggen. Det bliver dine mørke skygger – noget du IKKE har lyst til at være, fordi du har lært, at det er vigtigere at være omsorgsfuld over for andre. Du bliver mere og mere pleasende, hvilket resulterer i, at du glemmer at mærke dig selv og glemmer at være egoistisk bare en gang imellem, så du kan fokusere på dig selv og passe godt på dig selv. Sådan har jeg levet mit liv i mange år og jeg ender der stadig gang på gang. Forskellen nu er bare, at jeg er blevet meget mere bevidst om mine skyggesider og dermed har fået mulighed for at træffe valg selv. I Pernille Melsteds bog “Sæt dig selv fri”, henviser hun til en af Jungs pointer, hvor han siger: “Gør det ubevidste bevidst, ellers vil det styre dit liv og blive til skæbne”. Pernille skriver i den sammenhæng: “Hvis vi totalt fornægter vores egoisme, bliver vores skæbne at lade andre mennesker bestemme alt, og vi kommer til at sige ja tak, når vi i virkeligheden mener nej tak, og lader vores grænser blive overtrådt. For vi har ikke noget valg.”

Men ved at blive bevidst om, at jeg har sat egoisme og selviscenesættelse i skyggen, så kan jeg pludselig træffe et valg om, om de egenskaber skal have lov at fylde lidt mere i mit liv (igen). Og så længe jeg reagerer følelsesmæssigt negativt på andre menneskers egoisme og selviscenesættelse, så er der noget i mig, der ikke er i balance. Så er der sider, som jeg enten har fortrængt, fornægtet eller skammer mig over. Jeg har længe været mega provokeret, når jeg har set eller hørt Medina. Hvorfor? Fordi det jeg ser, er et menneske, der er selvfed, selvpromoverende, snobbet, arrogant, skabet, overlegen, overfladisk og vulgær. Kan jeg se, at jeg er det selv? Nej! Kan jeg se, at jeg måske har kompenseret og været alt det modsatte, såsom selvudslettende, anonym, seriøs, alvorlig, kontrolleret, pæn, ordentlig, perfektionistisk, pleasende … Øhh JA! Har jeg skygge på Medina? Ja, det tror jeg nok jeg har! Så alt det jeg synes om Medina, ja det handler slet ikke om Medina – det handler om MIG og noget i mig, som jeg skal have bevidstgjort og bragt frem i lyset.

Så lige nu øver jeg mig i at være lidt mere selviscenesættende end jeg før har været. At offentliggøre min blog er f.eks. et lille skridt på vejen. Derudover har jeg også øvet mig rigtig meget i at være egoistisk og mærke efter, hvad JEG har lyst til og hvad der er vigtigt for MIG. Det er virkelig en befrielse, at tage de egenskaber hjem, fordi de før har været så “forbudte” for mig og gang på gang, er blevet kastet i skyggen, når de har forsøgt at træde frem. En del af mig ER egoistisk… og en del af mig ER omsorgsfuld … og man kan faktisk godt være begge dele på en gang. Vi tror ofte, at vi skal være enten-eller og det har været en kæmpe befrielse for mig at opdage, at jeg godt ‘må’ være begge dele. Det er dualiteten der giver balance og dualiteten der giver frihed til at være mig, med alle de egenskaber jeg indeholder – både de smukke og de grimme.

Når vi ikke kan mærke os selv og ikke har fokus på at følge vores hjerte og intuition, så er vi ude af integritet og så er vi ikke autentiske. Det er stressende at være uautentisk, fordi vi skal bruge så meget energi på at kompensere og på at gå imod det, som vores sjæl skriger efter. Så giv dig selv den gave engang imellem at blive stille med dig selv og lyt… lyt til det dit hjerte fortæller dig og gør noget ved dine drømme og visioner. Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort, men små mini mikro steps er bedre end ikke at gøre noget. Jeg hepper på dig, for jeg ved, hvor smertefuldt det er, ikke at være i integritet med sig selv og hvor befriende det føles, når du pludselig kan se lyset for enden af tunnelen og vejen frem mod at være meget mere DIG! Jeg er der selv ikke helt endnu, men jeg er godt på vej… Jeg vil så gerne have nogen at følges med på min rejse mod større integritet og autenticitet – har du lyst til at gå med?

Jeg ønsker dig en fantastisk og glad dag 🙂

 

 

 

 

Og så blev der stille…

For 3 måneder siden offentliggjorde jeg langt om længe min ‘hemmelige’ blog på facebook… og så blev der stille!

Der er flere grunde til min stilhed. Først og fremmest har mit liv bare kørt med 200 km i timen de sidste måneder, hvor vi har været udfordret af flytning med to små børn, 3 x halsbetændelser, 1 x mellemørebetændelse, en brækket arm, shadow facilitator certificering, jobudfordringer og en stor sorg over at sige farvel til noget trygt og godt, og sige goddag til en masse nyt. Min ældste søn Marcus har sørget rigtig meget over afskeden med sin gamle børnehave og sine venner der, og det har givet udfordringer ifht opstart i den nye børnehave. Det har været hårdt for hele familien, men alting går heldigvis bedre nu og han har efterhånden fået flere nye venner og er faldet mere til.

En anden grund til min stilhed har været, at jeg efter offentliggørelsen pludselig blev helt tom… Mit hoved var før fyldt med emner og overskrifter til forskellige blogindlæg, men pludselig synes jeg slet ikke, at jeg havde noget vigtigt på hjertet. FRYGTEN fik lov til at styre, for nu var der jo pludselig en risiko for, at nogle læste med og havde en mening om det jeg skrev. Tænk hvis nogen tænkte… “Gud, hvor uinteressant… hvorfor skal jeg bruge tid på at læse det?” og så startede min indre radio… fyldt med masser af negative stemmer, skrat og forstyrrelser, som gjorde, at jeg blev nødt til at lukke helt af og undlade at mærke efter, hvad det nu er, der virkelig betyder noget for MIG. Det er nemlig det, der sker, når vi lader frygten styre, så mærker vi ikke efter, hvad der er vigtigt for os selv, så gemmer vi vores sårbarhed væk og gør os usynlige. Når jeg stopper op og mærker mig selv, så ved jeg, at det giver mig energi, at skrive blogindlæg og jeg ved, at det giver ro i hovedet, at få tankerne ned på papir. -Og det er jo det, jeg skal huske at holde fast i. Samtidig prøver jeg lige at genkalde mig mit ‘WHY’, for grunden til at jeg blogger er ikke for andres skyld, men for min egen og så er det jo bare en bonus, hvis andre finder inspiration og kan smile lidt, af de indlæg som jeg poster.

Så velkommen til endnu engang 🙂 Frygten er skubbet væk og her er jeg så igen!

Mit næste indlæg kommer til at handle om en fantastisk rejse jeg har været på siden oktober. Den er slet ikke slut endnu, men nu har jeg fået bevis på den og kan kalde mig Shadow Facilitator! Det er så stort! Glæd jer til at høre mere 🙂

Change your mindset

Hvis du døde nu, ville du så dø lykkeligt?

For et par uger siden blev jeg mindet om en meget gribende øvelse, som vi lavede i sin tid på min coachuddannelse. En øvelse, som satte rigtig mange refleksioner igang og som gik lige i hjertet.

Vi var 60 kursister, der alle blev bedt om at sætte os ned på gulvet. Vi skulle nu forestille os, at vi alle sad på det samme skib, som var ved at synke. Der var kun plads til 50 i redningsflåden, så der var brug for at 10 personer meldte sig frivilligt til at ofre sit liv inden for 20 min. Vores underviser stod med 10 hvide servietter i hånden, som hun delte ud til dem der meldte sig frivilligt. Hvis hun stadig stod med en serviet i hånden når de 20 min var gået, ville vi alle dø. De 10 servietter skulle altså være delt ud, for at de resterende 50 personer overlevede.

Tiden gik i gang og der var meget stille. Stemningen i lokalet var pludselig forandret. Energien var tung, mørk og meget alvorlig. Jeg kan huske at jeg kiggede rundt og mødte mange forskellige ansigtsudtryk. De gjorde alle dybt indtryk på mig. Der var nogen der så meget afklarede ud, nogen der var helt tomme i blikket, nogen der så frustrerede ud, nogen der så ud til at være bange og nogen gemte ansigtet i deres hænder. Der var ingen tvivl om, at alle tog øvelsen meget alvorligt og levede sig ind i scenariet.

I de første 5 min var jeg selv fuldstændig tom. Jeg kunne godt mærke, at jeg forsøgte at ignorere faren og lukke af for alle de tanker og følelser der pressede sig på i mig. Der gik nogle minutter før den første rakte hånden op og tog imod en serviet. Der var flere omkring mig, der begyndte at græde. Nogen af dem der tog en serviet brød også hulkende sammen. Det var meget intens og meget gribende.

Jeg kunne ikke længere selv ignorere de stærke følelser, som situationen fik mig presset ud i. Jeg var på meget kort tid, hele følelsesregisteret igennem. Jeg blev først rigtig ked af det og begyndte at græde, så blev jeg frustreret, jeg nåede også at føle egoisme “JEG vil reddes” og så nåede jeg at føle en dyb medfølelse og en kæmpe respekt, for dem der ofrede sig frivilligt. Derefter kom så en dårlig samvittighed over min egoisme og mit valg i situationen. Jeg vidste hurtigt, at jeg ikke kom til at bede om en serviet. Jeg kunne ikke dø frivilligt, fordi jeg havde en lille søn derhjemme, som jeg ikke ønskede skulle vokse op uden sin mor. Desuden tænkte jeg… “Lever jeg det liv, som jeg virkelig drømmer om? Lever jeg fuldt ud? Lever jeg, som om hver dag er min sidste? Hvis jeg dør nu, vil jeg så dø lykkeligt?” Jeg var ikke i tvivl om, at mit liv, kunne gøres bedre.

Lige inden de 20 min var gået, blev den sidste serviet taget – “heldigvis”! Så jeg overlevede … denne gang!

Vores underviser spurgte efterfølgende ind til, hvorfor nogle havde valgt, at tage servietten og dø frivilligt og hvorfor andre havde valgt det modsatte. Der var mange rørende forklaringer iblandt. Der var en der mente, at hun levede hver dag, som var det den sidste, en anden var aldersmæssigt ældre end de fleste andre, og hun mente, at hun havde levet et forholdsvist langt og indholdsrigt liv. og at hun ville give plads til de unge med børn. Der var flere der mente, at de bestemt ikke levede drømmelivet og derfor ville hjem og ændre på det (mig selv inclusiv) Derfor bad de ikke om en serviet!

Øvelsen gav mig håb og motivation til at gå ud og gøre meget mere af alt det, der giver livet værdi for mig. Det var en reminder til mig om, at jeg skal turde gå efter det jeg drømmer om, stå ved mig selv og leve livet mens jeg har det. Jeg ved godt det lyder enormt klichéagtigt, men uanset hvad, så er det bare sundt at blive mindet om engang imellem. Jeg er blevet meget bedre til at sætte pris på de små ting i hverdagen og jeg er meget bevidst om, om de valg jeg træffer gør mig lykkelig. Selvfølgelig bliver det også lidt for meget hverdag for mig engang imellem, hvor jeg glemmer at mærke efter, hvad der er vigtigt i mit liv, og hvilke valg der er bedst, ifht det jeg drømmer om. I bund og grund handler det om bevidtshed og om at man gør sig umage for at holde fokus på, hvad der er vigtigt for en. -Og så tænker jeg, at det er rigtig sundt, at lave en sådan øvelse, som på alle måder sætter dybe refleksioner igang.

Livet er skrøbeligt, det kan være slut i morgen, så gå ud og lev det, så du er sikker på, at hvis du skal dø nu, så vil du dø lykkeligt! <3

 

2016 er godt igang :)

Årsskiftet sætter altid en masse tanker igang hos mig. Det er som om, at et nyt kalenderår, giver én mulighed for at starte på en frisk og udtænke nye mål. For mig er det i hvert fald vigtigt, at tage afsked med 2015 med gode refleksioner og taknemmelighed og komme godt igang med 2016. 2015 blev et skønt år. Det meste af året har jeg været på barsel og der er ingen tvivl om, at min fødsel med Lucas blev den største stjernestund i det år. Jeg er stadig så stolt og så taknemmelig for den fødsel jeg fik – det er så vildt, at jeg faktisk sejrede over min kæmpe angst med mine teknikker og mentale træning fra Anja Bays Smertefri Fødsel-kursus. Wow, jeg synes kvinder er seje! Derudover blev  året, hvor Mads og jeg fandt et fantastisk kompromis ifht hvor og hvordan vi hver især ønsker at bo. Vi har fundet et drømmehus – et hus, hvor vi begge får opfyldt stort set alt det vi hver især har drømt om. Vi flytter 1.april i år og vi glæder os SÅ meget!!

Skovbakken

En tredje fantastisk begivenhed i 2015 var, at jeg i oktober startede på Pernille Melsteds shadow facilitator uddannelse. Jeg har lige siden hun startede med at udbyde uddannelsen og siden jeg var på The Shadow Workshop i november 2014 drømt om, at blive endnu mere skarp på mine skygger. Det er efterhånden en del år siden, at jeg blev introduceret for skyggearbejde første gang og som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, så er det bare et af de stærkeste og mest indsigtsfulde udviklingsværktøjer jeg er stødt på i de år, hvor jeg har arbejdet effektivt med personlig udvikling. -Og jeg er ikke blevet skuffet. Jeg har fået de vildeste indsigter og har rykket mig så meget de sidste 3 måneder. Det har også været sindsygt hårdt, men bestemt hele kampen værd. Jeg vil anbefale uddannelsen til alle der arbejder med coaching, terapi eller på en eller anden måde arbejder med mennesker, der har et stort ønske om at rykke sig og bryde sine gamle mønstre. Jeg lover at skrive et uddybende indlæg om uddannelsen og hvad jeg indtil nu har fået med derfra.

180814_finalstempel_pernillemelsted_outlined-kopi

Jeg ser frem til 2016. Der er så mange ting at glæde sig til og glæde sig over. Lige nu nyder jeg min barsel BIG TIME! Jeg er virkelig taknemmelig over, at jeg har muligheden for at være så meget sammen med min lille basse. Der kommer til at ske en masse nyt i 2016 – bl.a. står vi jo foran en flytning og vi har en dreng der skal starte i skole. Uanset hvordan mit arbejdsliv kommer til at se ud i maj, når jeg skal igang igen, så håber jeg inderligt, at vi stadig kan få skabt ro, nærvær og tid sammen – det har vi i hvert fald nydt godt af, her i min barsel, og det er virkelig mit store ønske, at vi fortsat gør en kæmpe indsats for at skabe skønne rammer for  vores drenge og en hverdag, som bærer præg af nogle nærværende og glade forældre.

Som inspiration fra Dorte Lytje (www.dortelytje.dk) har jeg de sidste par år arbejdet mere målrettet med hvilke ønsker jeg har for det kommende år, samtidig med at der også bliver taget afsked med det forgangne år. Dorte tilbyder helt gratis materiale til at udarbejde et nytårsmanifest. Her får du ved hjælp af en masse gode spørgsmål, mulighed for at kigge både tilbage og fremad. Som jeg har skrevet om før, så er det svært at ramme målet, hvis man ikke kan se det. Derfor er det selvfølgelig også super godt, at få lavet nogle gode konkrete mål. Jeg har lavet mine egne personlige mål og så har jeg sammen med Mads lavet mål for vores parforhold/familieliv i 2016. Vi har aftalt at evaluere om 3 måneder. Det giver bare rigtig god mening og giver os en følelse af at være på vej sammen.

Stress i december for to år siden…

Vi har lige holdt vores søns 5 års fødselsdag i weekenden.  Han er blevet fejret ad flere omgange og han har været totalt i sit es. I dag har jeg været temmelig træt efter 12 gæster i lørdags og 18 børn til piratfødselsdag i går. Trætheden får mig til at tænke tilbage på hans fødselsdag i december for 2 år siden, hvor jeg sad grædende på køkkengulvet og ikke kunne overskue noget som helst. Jeg havde selvfølgelig inviteret masser af gæster, velvidende, at jeg var sygemeldt med stress og knapt nok kunne få min almindelige hverdag til at fungere. Det er så vildt at tænke tilbage på, hvor svag jeg følte mig og hvor svært det var at kæmpe mig op til overfladen igen. Oktober, november og december har de sidste to år mindet mig om den tid. En tid, som jeg ikke ville have været foruden, selvom minderne er fyldt med en enormt smertelig sorg. Min stress lærte mig meget om mig selv, som jeg har med mig hver dag i alt hvad jeg foretager mig, men det havde også store omkostninger, som jeg stadig kæmper med en gang imellem. Jeg husker stadig ikke så godt, som jeg gjorde før min stress, jeg mærker også hurtigere stresssymptomer nu – der skal faktisk ganske få spekulationer og bekymringer til, før jeg kan mærke trykken i brystet, dunken i hovedet og svimmelhed … og det er altså virkelig skræmmende. Min bevidsthed om mine stresssymptomer hjælper mig til at stoppe op og tage hånd om det, der bekymrer og presser mig, før det bliver rigtig slemt. Derudover arbejder jeg mentalt med tanker omkring, hvad der er inden for min kontrol og hvad der er udenfor min kontrol, for det er altså temmelig rationelt at bekymre sig en masse om ting, der er uden for min kontrol, f.eks. om vejret nu bliver godt til sommerfesten. Alt det der er inden for min kontrol er jo noget jeg kan vælge at handle på og dermed komme væk fra de ubehagelige symptomer. Jeg ved, at jeg for altid skal arbejde med mentaltræning, afspænding og meditation, hvis jeg vil være 100% stressfri, så det kæmper jeg lidt med, fordi det er nye vaner, der skal integreres i en hverdag med børn, familie og praktiske gøremål. Jeg overvejer stadig, at jeg på et tidspunkt skal have en mindfulness instruktøruddannelse, fordi jeg gerne vil være med til at præge vores hektiske hverdagsliv og hjælpe folk med at integrere lidt mere ro og fordybelse i deres liv.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »