Nogen gange forandres ens livssituation på et splitsekund. Vi ved godt allesammen at livet er skrøbeligt, men det går ofte først ordentligt op for os, når vi selv bliver ramt. På et øjeblik kan livet tage en drejning, som man ikke lige havde forudset.

Torsdag den 9. januar 2020 var jeg ude for en meget uheldig ulykke, som satte mig i netop den situation, hvor alting på et splitsekund ændrer ens hverdag og hvor tingene formentlig aldrig bliver helt det samme igen.
Jeg er pt. sygemeldt med diagnosen hjernerystelse og nakketraume! Et virkelig uheldigt fald på en trappe, hvor jeg gled og slog baghovedet ned i et trappetrin, har de sidste to måneder indviet mig i en ny verden fuld af smerter, træthed, frygt, frustrationer, uvished og følelsesmæssige rutsjebaneture.

Jeg har været ved egen læge, er blevet henvist til neurolog, hjerneskadekoordinator, fys, kiropraktor og har fået scannet både mit hoved og min nakke.

De største udfordringer

Mine værste symptomer har været massiv hovedpine, nakkesmerter, træthed og lydfølsomhed. Jeg har haft enormt stort behov for ro og hvile, har ikke kunnet deltage i sociale arrangementer og har haft meget lidt overskud til at tage mig af mine børn. De største udfordringer ved min hjernerystelse har været at slippe kontrollen, mærke efter hvad kroppen har haft brug for og lære en masse omkring energistyring.
Jeg har i den sammenhæng kunnet anvende min professionelle faglige autismeviden og brugt en masse af det jeg ved om struktur, skemaer og forudsigelighed.
Den nyeste forskning viser nemlig, at man ved en hjernerystelse skal træne hjernen langsomt op og balancere mellem lettere aktiviteter og ro. Denne energistyring kræver i høj grad struktur. I de første mange uger efter ulykken krævede det, at jeg planlagde max 45. min aktivitet, for så derefter at holde ca. 15 min hjernepause. Hjernepauser er f.eks. meditation, afspænding, stille musik, korte gåture, sidde og stirre ud i luften eller noget andet afslappende som ikke kræver, at hjernen er alt for meget på arbejde. I starten sov jeg også flere gange i løbet af dagen, humøret var meget svingende og jeg var meget kortluntet.
Efter at have været i hænderne på en del forskellige behandlere, ved jeg nu, at jeg er ramt af to ting – hjernerystelse og nakketraume.

Min nuværende status

Jeg har især hentet rigtig mange gode og konkrete råd fra bogen “Hjernerystelse – kom godt igennem” som udkom i 2019. Det er en virkelig fantastisk bog, som alle mennesker med hjernerystelse og behandlere burde læse. Da jeg ikke har kunnet koncentrere mig om at læse, har jeg hørt den på Mofibo, hvor den ligger som lydbog.

Bogen har jeg fået anbefalet af den hjerneskadekoordinator jeg er tilknyttet, og hun har i høj grad også været med til at give mig mentalt ro og konkrete handlinger ifht. mit forløb. Jeg mærker stadig en del af mine symptomer – især når jeg skal ud i verdenen, men jeg føler efterhånden, jeg har nogle gode mestringsstrategier til at klare forskellige situationer, og er blevet bedre til at lytte til min krop.
Min største udfordring lige nu er min nakke. Min neurolog undersøgte mig i sidste uge og var ikke i tvivl om, at min nakke er låst i højre side og at det bestemt godt kan være årsag til både smerter, hovedpine og min lydfølsomhed. Jeg har været til en del fysbehandlinger hos en virkelig dygtig fys, men nu er jeg også startet til kiropraktor, som forhåbentlig kan hjælpe med at få låst nakken ordentligt op.
Udover alle de nævnte behandlinger, har jeg i det meste af forløbet også brugt flydeterapi (Floating) som smertelindring og mental restituering hos Floatstudio Aarhus. Floating har gjort en kæmpe forskel for mig i mit forløb, hvilket jeg gerne vil fortælle meget mere om i mit næste blogindlæg.