Lige præcis i dag udgiver Christiane Meulengrachts sin bog: “Kærlighed med Vilje – sådan fornyer du nærværet, lysten og intimiteten”. Jeg har haft den store ære og fornøjelse, at læse Christianes nye bog inden udgivelsen, og det er en super fin og brugbar bog, som vi alle kan lære noget af uanset om vi er i et parforhold eller er single. Jeg er især vild med hendes bog, fordi den indeholder så meget skyggearbejde. Jeg har skrevet om det før her – i min verden er skyggearbejde virkelig powerfuldt. Det kan noget med hensyn til personlig udvikling, og i Christianes bog, kan det noget i forhold til at få et stærkere kærlighedsforhold både til sig selv og til sin nuværende eller kommende partner. Læs min anmeldelse af bogen herunder – jeg kan kun give mine varmeste anbefalinger af den <3
“Kun få sider inde i bogen ‘kærlighed med vilje’, bliver jeg ramt af Christianes ærlige og ligefremme måde at skrive på. Jeg kan tydeligt genkende mig selv ud fra hendes gode, ærlige og mange eksempler fra sit eget liv og fra sin praksis. Det giver hurtigt motivation og lyst til virkelig at gå i dybden med bogens indhold og opgaver, fordi jeg får en følelse af, at jeg sidder med en bog, der kan være med til at udfordre mig og rykke på nogle af mine negative mønstre og hæmmende overbevisninger i forhold til kærlighed!
I bogen guider Christiane passioneret læseren gennem et væld af øvelser, opgaver og refleksionspunkter, som giver stof til eftertanke og plads til nye indsigter, som er yderst relevante, uanset om du ønsker at arbejde med dit nuværende eller kommende parforhold.
Christiane rammer flere gange i bogen spot on med sine temaer, som rammer mig, lige der hvor jeg har brug for at blive udfordret. Hun har bl.a. fokus på kærligheden til dig selv, hvordan du arbejder på at slippe kontrollen, på hvordan skam kan påvirke dit kærlighedsliv, hvordan du bliver opmærksom på dine værdier og hvordan du kan fylde din kærlighedsbeholder op. Gennem hele bogen inspirerer hun med teori og øvelser, der tager udgangspunkt i Jungs teori om skyggearbejde, som efter min mening er et af de stærkeste redskaber indenfor personlig udvikling.
Herudover har hun også fokus på en masse andre relevante emner i forhold til styrkelse af parforhold såsom bl.a. kommunikation, intimitet og sex.
Hvis du arbejder aktivt med øvelserne i bogen, vil du efter min mening komme til at opleve personlig udvikling på et ret højt plan. -Og du er samtidig godt på vej til at leve et nærværende, givende og intimt kærlighedsliv!
Jeg er vild med ‘kærlighed med vilje’, som i høj grad har været med til at give mig det skub, jeg lige havde brug for, for at komme tilbage på sporet i forhold til at få fokus på min egen selvkærlighed og på mit parforhold.
Jeg skal helt klart læse bogen igen, for som altid når man arbejder med skyggearbejde og andet personlig udvikling, vil der kunne hentes nye indsigter igen næste gang… og næste gang og gangen efter igen… Det er i min optik en vigtig bog, som jeg til enhver tid vil anbefale til andre!
Tak for din bog Christiane – jeg er sikker på, at du med den får hjulpet mange par og singler et skridt videre i kampen om at finde tilbage til sig selv og sin partner, hvis bare man prioriterer kærlighed – med vilje.”
Skriv et svar