Her i sommerferien er Lucas blevet 13 ½ måned. Det er jo i og for sig helt fantastisk – han er den gladeste lille dreng, fyldt med gå på mod, masser af spilopper og tusindvis af charmerende smil. Vi er så taknemmelige for ham. Men en alder på 13 ½ måned er i vores familie også et tal, som gør ondt og som er fyldt med massevis af bekymringer. Jeg har været virkelig bange og utryg, og har forsøgt at fortrænge hans alder lidt. Det er totalt irrationelt – jeg ved det, men angsten og frygten har alligevel været på spil. Jeg husker det også fra Marcus – alderen 13½ måned er noget, vi liiiige skal på den anden side af.
Min lille niece Sofie døde da hun var 13½ måned – pludseligt. Hun var ikke syg, hun var ikke ude for en ulykke – hun holdt bare op med at trække vejret mens hun sov… Tanken om, at Lucas for lidt siden var ligeså gammel, som Sofie var da hun døde, gør rigtig ondt. Det er selvfølgelig frygten for at miste der spiller ind, for som alle andre forældre, kan jeg ikke forestille mig noget værre end at skulle miste et barn. Og pludselig bliver det jo endnu mere virkeligt og konkret for mig, hvad min søster og svoger har mistet.
Selvom smerten er ubærlig og selvom tankerne og bekymringerne fylder lidt ekstra omkring denne alder, så er det også med til at opbygge endnu større taknemmelighed for livet og med til at huske mig på, hvad der er vigtigt at sætte pris på i den korte tid vi er her.
Lige præcis i dag er Lucas 14 måneder. Vi er på den anden side… Han er en kæmpe gave og jeg er så taknemmelig over, at han er en del af vores liv.
Skriv et svar