Kender du begrebet at overpræstere?

Det var ikke et begreb jeg havde tænkt på,  før en super dygtig coach (Zofiia Aleena Rose) fortalte mig, at det nok var det jeg gjorde, og at det meget muligt kunne være årsagen til, at jeg alt for hurtigt bliver drænet for energi i mange sammenhænge.

Når du altid er på mærkerne, altid har antennerne ude, når din sensitivitet er på overarbejde, når du altid er forberedt på det værste, altid stræber mod det perfekte (som vi alle jo godt ved ikke findes!), når alting skal gøres virkelig ordentligt og når du altid vil gøre alle tilfredse… så er du ikke i integritet. – Og når du ikke er i integritet, så bliver du ofte stresset, modløs, trist og i værste fald deprimeret. Det kender jeg alt til, for jeg har om nogen brugt mange timer af mit liv, på at overpræstere. Jeg har altid gjort liiiige lidt ekstra, for at være sikker på at få anerkendelse, ros, føle mig værdig, føle mig dygtig, klog, værd at elske osv.

Da min ældste søn fyldte 3 år, var jeg sygemeldt med stress. Alligevel inviterede jeg hele familien til den perfekte fødselsdag, hvor alt var hjemmelavet fra bunden … selvfølgelig. Jeg husker, hvordan jeg aftenen før, sad grædende på gulvet i mit køkken, fordi at sovsen i min gryderet skilte og fordi at kagen ikke blev som jeg havde drømt om og fordi at alle mine projekter var så uoverskuelige oveni mit i forvejen stressede hoved, der lukkede mere og mere ned, jo mere jeg tvang det til at arbejde. Min søde mand prøvede at støtte mig i, at sovsen var fin nok og at vi bare spiste den som den var. Men det kunne jeg bare ikke – jeg kunne ikke servere noget, der ikke var ordentligt, så til sidst, måtte han på tanken og hente ny fløde til mig og jeg måtte starte forfra… Den fødselsdag tog det sidste af min sparsomme energi fra mig…

Mine overpræstationer er ofte gået ud over min lille familie, fordi de er blevet nedprioriteret til fordel for det, der nu lige var vigtigt for mig at være helt perfekt omkring f.eks. et kageprojekt, et oplæg der skulle skrives, oprydning/rengøring, gøre et godt indtryk i sociale relationer osv. Det har været SÅ vigtigt for mig, at vise verden at jeg har styr på tingene, at jeg har kontrol, at jeg er dygtig og at jeg er ansvarlig, så jeg faktisk er blevet syg af det.

Jeg kan godt se det nu… hvor vanvittigt det var og hvor vanvittigt det har været flere gange i mit liv. Jeg kan også godt se, hvordan det på ingen måde har støttet mig i at være autentisk overfor mig selv og de mennesker der har været allervigtigst for mig. Mine overpræstationer har for det meste gjort mig stresset, ked af det og utilfreds. Overpræstationerne har drænet alt energi ud, fordi der slet ikke har været balance. Men jeg kunne ikke se, at jeg var på afveje, før jeg blev gjort opmærksom på det af Zofiia. Og det er det vi skal bruge en coach til – at blive bevidst om vores mønstre, negative overbevisninger og uhensigtsmæssige adfærd.

Når jeg bliver bevidst, kan jeg tage mig selv i det uhensigtsmæssige og derfra har jeg et valg.

Jeg prøvede det for halvanden uge siden. Vi holdt 1 års fødselsdag for min yngste søn, hvor vi var 15 mennesker til spisning. Jeg stressede egentlig ikke så meget over forberedelserne og madlavningen – heller ikke selvom jeg selvfølgelig ikke var færdig da gæsterne kom. Men jeg begyndte at stresse, da jeg pludselig begyndte at føle ansvar for, om alle nu havde det godt, om alle hyggede sig, om alle fik noget at drikke, om alle blev vist ordentligt rundt i vores nye hus, om alle synes, at det tog for lang tid at få maden på bordet og … bla bla bla. For et par år siden, ville jeg have overpræsteret big time – jeg ville have smalltalket med alle, mens jeg hentede drikkevarer, viste rundt i huset og skyndet mig at få alt maden på bordet, mens jeg ville bruge SÅ sindsygt meget energi på at få alle til at føle sig godt tilpas… og mit hoved ville være ved at eksplodere, fordi det på ingen måde ville kunne følge med. Bagefter ville jeg være fuldstændig energiforladt og have en følelse af tomhed og ligegyldighed. Men det skete ikke denne gang, for jeg formåede faktisk at stoppe mig selv, da jeg i starten af fødselsdagen fik følelsen af, at jeg skulle tage ansvar for at alle havde det godt. Hvordan? Først og fremmest med min bevidsthed om min uhensigtsmæssige adfærd, dernæst ved at tage et valg om, at passe på mig selv og derfor ikke at skulle være alle steder på en gang. Jeg fik ikke snakket så meget med alle, og jeg var måske ikke verdens mest opmærksomme værtinde den dag, men det var fint nok og det var en rigtig dejlig dag.  Jeg var træt efterfølgende, men jeg var ikke drænet for energi. For jeg formåede at holde nogenlunde fast i mig selv og undgå at overpræstere for vildt…