Min sommerferie er ved at være ved  vejs ende. I morgen mandag starter jeg på nyt arbejde. Jeg er spændt på alt det nye og glæder mig til forhåbentligt at lære en masse nyt. Sommerfugle i maven er der også, og så en lille smule vemod over at 4 fantastiske ferieuger, med masser af tid med min familie, nu pludselig er forbi og at hverdagen igen griber fat i os…

Men inden der går hverdag i den igen, bød dagen i fredags på Smukfest – en begivenhed, som jeg hvert år virkelig glæder mig til, og som jeg har deltaget i siden jeg var ret lille. I år glædede jeg mig ekstra meget, for de sidste 4 år, har jeg været forhindret i at kunne deltage sådan rigtigt! Jeg har brugt et par år på at blive gravid, så har jeg været gravid og så har jeg haft et lille spædbarn… men i år, kunne jeg atter drage mod bøgeskoven!

13906967_10154379721583498_8369340692174395386_n

Som altid havde vi en fest (på billedet er jeg sammen med min skønne gymnasieveninde Henriette) – Smukfest skuffer aldrig, og det var virkelig sjovt og hyggeligt. Vejret var godt og der blev indtaget ret mange drinks. Midt i festen blev vi “forstyrret” af en bod fra Anonyme Alkoholikere. Min første tanke var, at det da virkelig var et underligt sted for AA at stå og lidt en “festkiller” (for nogen), men vi var alligevel nysgerrige og faldt i snak med tre skønne mennesker – alle ædru alkoholikere. Jeg blev virkelig rørt af deres historier – søde, nærværende, ærlige, passionerede og intelligente mennesker, der hver især havde været helt nede at vende fordi alkoholen styrede deres liv, og som nu hver især stod ved deres sygdom og deres sårbarhed omkring deres misbrug. Målet med boden på Smukfest var primært, at de ønskede at sende et budskab om, at de fandtes (altså AA), at de mennesker, som var en del af AA var helt almindelige mennesker og at AA på ingen måde er nogen sekt, men et fællesskab, hvor man hjælper hinanden ud af den sygdom, som virkelig har/har haft taget på dem.

Jeg er selv vokset op med mennesker i min nære familie, som har været lidt for glade for alkohol. Det har givet mig mange ubehagelige oplevelser, som jeg som barn synes, man skal være foruden. Jeg har altid haft virkelig svært ved at forstå, at afhængigheden af alkohol kan vinde over ens nære relationer, og det der betyder allermest for en. Jeg ved godt, at det er en udfordring at stoppe med noget, man er virkelig afhængig af, men når der er noget så betydningsfuldt på spil, som ens børn for eksempel, så forstår jeg stadig ikke, at det er alkoholen der vinder. Det havde jeg en rigtig god snak med to af de ædru alkoholikere om.

Det gjorde virkelig stort indtryk på mig at møde disse mennesker, og det er noget af det, jeg virkelig elsker ved Smukfest. Man er indhyllet i en stor kærlighedsboble, hvor alle møder hinanden med nærvær, åbenhed og masser af kærlighed. Uanset alder, uanset køn, uanset status og uanset om man er ædru alkoholiker eller ej, så er der en rummelighed og en åbenhed, som er helt fantastisk. Jeg ville ønske, at vi alle kunne tage bare en lille smule Smukfest ånd med os videre ud i hverdagen. Det ville virkeligt være SMUKT og gøre verden til et endnu bedre sted! Smukfest vi ses igen i 2017 🙂