Ved du hvad float terapi er og hvad det vil sige at floate? For gangske få måneder siden vidste jeg intet om det!

Floatstudio i Aarhus var det første floatcenter i DK. Det er opstartet af to unge fyre – Jonas og Nikolai, som skriver følgende om floating:

Floating, også kaldet for flydeterapi på dansk, er, hvor du befinder dig i en sensorisk deprivationstank med kropstemperereret saltvand. Tankens begrænsede sanseinput og vægtløshed giver dig mulighed for en helt unik oplevelse for både krop og sind, hvor du sætter tankerne i bero og giver dig selv en velfortjent pause fra hverdagens stress og travlhed.

Der er rigtig mange gode fordele ved at floate – f.eks. reducering af stress, søvnforbedring, smertelindring, personlig udvikling og meget mere. Læs mere her

Mit første float

I starten af 2020 skulle det så prøves af efter flere anbefalinger fra mennesker i mit netværk. Jeg bookede derfor tid i Floatstudio Aarhus en lørdag eftermiddag.

Det var gråt og koldt udenfor og jeg vidste ærlig talt ikke helt, hvad jeg gik ind til, da jeg trådte ind i Jonas´og Nikolais skønne oase. Jeg blev med det samme mødt af en fantastisk energi og en smilende og imødekommende ung fyr, der guidede mig ind i en hyggelig sofa, efter at jeg havde taget sko og jakke af.

Da det blev min tur blev jeg vist rundt i lokalerne og fik en grundig intro til selve floatsessionen. Floatstudio har i alt 3 floattanke og en floatlounge, hvor man både før og efterfølgende kan slappe af, inden man igen begiver sig ud i den travle hverdag.

Vandet i tanken er mere saltholdigt end det døde hav, hvilket gør at du flyder rundt og får en følelse af vægtløshed. -Og nej, du kan IKKE drukne… heller ikke selvom du falder i søvn (et spørgsmål jeg virkelig har fået mange gange efterfølgende).

Inden du dykker ned i floattanken er der fine badefaciliteter i rummet med både neutral og duftende shampoo/bodyshower. Det anbefales at man floater nøgen, så man ikke forstyrres af badetøj der strammer. Der udleveres ørepropper og håndklæde, så du behøver praktisk talt ikke at medbringe meget andet end dig selv.

Jeg gik lidt i panik

Jeg var ret spændt på, hvordan jeg ville reagere, når jeg fik lukket for låget på tanken. Det gik usandsynligt nemt. Der var masser af plads og det var på ingen måde klaustrofobisk. Det var virkelig lækkert at flyde rundt i det kropstempererede vand og langsomt lukke ned mentalt. De første 5 min var der stille afslappende musik i tanken samt et behageligt lys og jeg lå bare og nød det. Da musikken stoppede skulle jeg selv (hvis man ønsker det) slukke for lyset i tanken på en stor knap i den ene side.

Da jeg slukkede lyset gik jeg hurtigt lidt i panik. Jeg syntes, det var SÅ skræmmende. Jeg kunne ikke finde lysknappen igen, så jeg kom ret hurtigt op at sidde og fik løftet låget af tanken. Udenfor tanken var der dog ligeså mørkt! Jeg trak vejret dybt et par gange for at få ro på mig selv og fandt så knappen til lyset. Jeg lå ca. 10 min med lyset tændt før jeg besluttede mig for, at jeg VILLE gennemføre med lyset slukket, for at få den fulde effekt af mit float.

Det krævede ret meget mental overvindelse og jeg måtte flere gange skubbe dystre tanker væk. Jeg vil ikke nævne dem her i detaljer, så ender det bare med at du heller ikke kan tænke på andet, hvis du prøver at floate – ha ha 🙂 Jeg har noget angst omkring mørke, vand og underjordiske huler og det var det, jeg mentalt skulle arbejde lidt med, før at jeg kunne finde roen. Jeg beroligede mig selv med, at jeg altid kunne tænde lyset uanset hvad og at det faktisk også var okay at gennemføre floatet med tændt lys. Jeg slukkede lyset og fik igen en følelse af panik, men denne gang prøvede jeg at blive i følelsen og kigge på, hvad det egentlig handlede om. Jeg fik hurtigt styr på min vejrtrækning, hvilket gjorde at min puls faldt, og at jeg igen følte at jeg kunne trække vejret.

Jeg havde lyst til at blive liggende

Jeg havde fuldstændig mistet min tidsfornemmelse, så jeg begyndte at spekulere over, hvor lang tid der mon var tilbage. Jeg blev lidt rastløs og begyndte at ligge og tælle minutter, mens jeg kontrollerede den angst jeg stadig havde, når tankerne om mørke, vand og underjordiske huler poppede op. Da jeg til sidst begyndte at fokusere intensivt på min vejrtrækning, som jeg tidligere har brugt i forskellige meditationspraksisser, så fandt jeg efterhånden ro. De sidste 15-20 minutter var enormt meditative for mig og da den stille afslapningsmusik kom igen, som et signal om, at floatingen var ved at være slut, havde jeg slet ikke lyst til at stå op. Heldigvis træder du lige ud i en dejlig lounge, hvor der er ro til at drikke et glas vand, en kop the og stille og roligt fordøje dit float.

Jeg var efterfølgende ikke i tvivl om, at det her skulle jeg prøve igen, så jeg købte en intropakke med 3 floats og er spændt på, hvordan de næste to gange bliver.

Alt i alt var det en fantastisk oplevelse, selvom jeg blev udfordret på flere niveauer. Jeg glæder mig allerede til at skulle i floattanken igen i nærmeste fremtid og anbefaler dig så meget at prøve det!!